Københavnsk DJ - Sådan holder du Distortion fri for forstadstendenserne

Skrevet af Tobias Brask, 15. May 2017

Så der var engang hvor Distortion var noget alle ens venner var med til at arrangere. Engang hvor krænkelsen af det offentlige rum stadig føltes ny og forfriskende. Hvor festen fik dig til at føle dig som et urbant unikum til fest i postindustrielle settings og skæve baggårde. En fest der fik dig til at genopdage festen og byen på ny. Disse dage er officielt ovre. Distortion er gået fra lokal pirat-ånd til regionalt massefænomen. En fest der tiltrækker uinviteret ungdom der langs s-togsnettet taktfast drager ind mod byen for at tage del i den simultane selvdestuktion.


En fest der er blevet for de fleste og dermed en fest der efterlader frustrerede unge fra brokvartererne tvunget til at feste med forstaden. Bedrøvede hipstere kan nu findes oppe foran Redbull scenen hvor de står og drømmer sig tilbage til andelsforeningens gård hvor de for en time siden drak hvidvin og hørte egen (læs: den rigtige) musik.


Distortion er blevet stor, frådende og folkelig! For ikke at miste sig selv og sin identitet til dette egenavlede monster må os selvbevidste urbanister tage forholdsregler. Her er derfor 5 gode råd til at holde dig unik under Distortion:




1. Reclaim the harbour

En nyelig trend inden for 'hipster-isolation’, der ganske veldokumenteret dyrkes af bla. Michael Simpson og Keith Thomas Lohse, er selvorganiseret havnerundfart.

Du har sikkert en ven der har en autentisk træjolle hvor det handler om kold rosé og et stribet sømandslook der bliver på (for Guds skyld ingen bar overkrop: en glidebane ind i det forkerte segment.)

Vi er selvsagt under hele opholdet på vandet ekstra opmærksomme på jetskiere med konflikthår fra Brøndby Havn, klar til at forvandle hipster-idyl til en mordscene.


2. Håb på regnvejr

Et godt dansk skybrud skal nok tynde ud i masserne og måske få Distortion til at lugte af gamle dage.


3. Svøm mod strømmen - Besøg forstaden

Når alle 'typerne' nu alligevel er taget ind i vores territorie, hvorfor så ikke tage et lavrisiko besøg i Fields, se hvad det egentligt er for der foregår i Amagers bankende hjerte. Tag videre til Ishøj og få et kulturelt fix på Arken. Land blødt på Frederiksberg med en visit Cafe intime der garanteret er reduceret til dens cross-dressede hårde kærne.


4. Se fjenden i øjenene - Go native

Her kan scenen 'Daily Dak' anbefales. Garanti for store muskler, mdma smil og kunstige bryster. Husk antropologisk distance – It's highly addictive.


5. Drop gadefester

Pas dit job, pas din træning. Gem kræfterne til weekenden og tag til Københavns bedste fest. Vær ikke bange, de utæmmelige masser kan ikke strække sig længere fra s-togsnettet end 20 min's gåafstand. Thank god for postindustrielt fest vakkum på Refshaleøen.