Endless Journey

Skrevet af Mikkel Hansen, 3. August 2018

Aconcagua

Den 25. januar 2017, jeg ligger på en operationsstue på Sønderborg Sygehus. Jeg skal opereres for en meniskskade. Den 26. januar 2018, jeg cykler en sidste tur inden jeg tager afsted mod Argentina for at bestige Aconcagua. Der er nu gået et år siden min operation: 754 timers træning senere. Hele det år kører gennem mit hoved på den cykeltur. Jeg skal være afsted 3 uger med håbet om at bestige Aconcagua.

Den 13. februar om morgenen når jeg til toppen af den sydlige halvkugle. Jeg kunne forklare om hele turen og, hvordan at min puls var, hvor mange højdemeter jeg gik, hvor mange timer jeg gik, hvor varmt det var, men når alt kommer til alt, så handler det om passionen. Jeg havde forventet en stolthed over at have nået toppen, men hvad jeg fandt, var noget helt andet. Alle de timers træning, alle de timers arbejde. Toppen er ikke mit mål, målet er at skabe en person, som er i stand til at udholde den smerte dag efter dag indtil at den smerte forsvinder. At nyde rejsen fra hospitalsseng til 6962 meter over havet, mit andet bjerg på 6 måneder.



Mont Blanc

Jeg snakker ikke ret meget om det jeg går og laver. 2 timers Stairmaster i REPEAT og 3-4 timers hometrainer er forudsætninger for at jeg kan nå mine mål. Jeg gennemgår ruten, mens jeg træner. Hvert trin, hvert åndedræt med fokus på, at kunne håndtere de mentale udfordringer som uden tvivl vil opstå undervejs gennem turen og ikke mindst gennem livet.

Jeg nåede toppen af Aconcagua i februar, men der vil altid være endnu et bjerg, endnu en udfordring. Jeg valgte at bestige Mont Blanc fra den italienske side, hvilket betød en topdag fra kl. 24 fra Gonella hytten til omkring kl. 14 tilbage nede i Chamonix. Hvert eneste skridt i mørket på vej mod toppen var et skridt på vej mod min drøm. Vision er det lys som leder vejen op ad bjerget, nogle gange helt til toppen og andre gange kun noget af vejen. Jeg nåede toppen kl. 07 om morgenen, hvor solen kun lige var stået op over Alperne. Jeg ved hvorfor jeg gør det og hvor jeg er på vej hen. For hver times træning, for hvert skridt, for hver repetition kommer jeg tættere på at udleve min vision om, at bestige de højeste bjerge på kloden.