Et skridt ad gangen - Summit Day

Skrevet af Mikkel Hansen, 14. November 2018

Aconcagua topdag - Fokus på et skridt ad gangen

Klokken er 22:00 torsdag d. 12. februar 2018. Det er tid til at gå mod toppen af Aconcagua. Den sidste del af, hvad jeg har arbejdet for i 5 år. Jeg tager mine støvler på, midlayer, fleece-trøje og dunjakken. Jeg står ud af teltet, det er minus 10 grader og kulden rammer. Jeg tager crampons på og spender dem godt til. Det er nu det sker. Jeg kører ruten igennem fra camp 3 til toppen i hovedet en ekstra gang. Jeg føler mig stærk og klar til de næste 10 timer.


De første 3 timer går stærkt. Det er helt mørkt og det eneste som bryder stilheden, er lyden af ens vejrtrækning og crampons mod sneen. Vi holder en pause i omkring 6.500 meter, og det er her at jeg mærker, hvordan at min krop mister power. Jeg vidste godt, at jeg dagen før havde drukket for lidt samtidig med at jeg ikke havde fået spist nok de første 3 timer af topforsøget. Det kom til at ramme hårdt. Jeg tager en pause på omkring 10 minutter, hvor jeg spiser og for drukket godt. Men det var for sent.


Der er langt til toppen, omkring 460 højdemeter. Jeg begynder at bebrejde mig selv. Jeg forsøger at gå videre, men kan ikke kontrollere mine skridt. Jeg holder en pause mere omkring 400 højdemeter fra toppen. Hvad hvis jeg vente om her? Jeg prøver at genkalde ruten i mit hoved og kigger på mit ur. Vejret er perfekt, ingen vind og relativt varmt med fuld sol. Jeg bestemmer mig for at gå ind i mit trænings-mode. Et skridt ad gangen, og ingen andre tanker. Et, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, pause.



Som man kan se på grafen, så holder jeg en pause på omkring 30 minutter i 6.800 meters højde. Jeg tjekker min puls, som falder til omkring 70. Min gennemsnitspuls havde ligget på 124 slag pr. minut. Der er under 200 højdemeter til toppen af den vestlige halvkugle. Jeg husker ikke noget fra 6.500m til 6.800m andet end tallene fra 1-10 og lyden af mine crampons mod sten og sne. De sidste 200 højdemeter tager omkring 1 time. De sidste 2 skridt op på toppen af Aconcagua i 6.962 meters højde.


Dyb vejrtrækning, jeg kigger op og ser syd væggen af Aconcagua, jeg var på det højeste punkt. Det var ikke kroppen, der fik mig til toppen og, hvad var toppen i det hele taget?




I de sidste 4 timer var der ingen andre tanker end det næste skridt. Fokus på nuet, vinden, lyden af sneen, følelsen af kulden, det var alle sanser til stede på samme tid. Ingen tanker om fortiden eller fremtiden. Kroppen ville ikke som jeg ville, men jeg indså, at træning er meget mere end kroppen. For hver repetition, for hvert skridt på Stairmasteren, for hver cykeltur i regnvejret opbygges der en mental styrke, som vil bringe én tættere på målet.


Om det er i sit studie, sin træning eller noget helt tredje, så vil den mentale del oftest være den kritiske faktor. Passion, dedikation og det ekstra, som forbinder tanker og handling til en mix af drivkraft mod ens vision. Lysten til at lære og presse sig selv til det yderste, der er en grund til at vi træner og måske handler det ikke om det fysiske, men om at komme tættere på hvem man er og, hvor man vil hen.



Grafikken ovenfor viser ruten fra camp 3 (6.000m) til toppen af Aconcagua (6.962m) fra 8.850 meters højde, samme højde som toppen af Everest.