Hvorfor bjergbestigning?

Skrevet af Sebastian Kofoed, 7. February 2018

Drømmen i modgang

Min passion for bjergbestigning startede i 2012, hvor jeg blev ramt af en slem knæskade. Jeg var fast besluttet på, at det ikke skulle være noget som skulle begrænse mig, men være starten på noget nyt. Her startede drømmen om, at bestige bjerge. Jeg begyndte at læse om ”The Seven Summits” og 8.000 meters peaks i Himalaya. En udfordring, som ville teste mig både fysisk, men også mentalt. Det handlede om, at presse mig selv til kanten af, hvad mennesket er i stand til. Det var en rejse ind i det ukendte.

For præcist et år siden, 5 måneder før min tur til Mt. Elbrus, blev jeg opereret for min anden meniskskade. Denne gang i højre knæ. Jeg var styrtet på mountainbike og havde fået en revne på tværs i menisken. Det var 6 uger med knæet i skinne. Den oplevelse er noget af det bedste, der er sket for mig. En taknemmelighed for livet, for de små ting. Et år efter sidder jeg her og pakker min taske mod det højeste bjerg på den vestlige halvkugle i en alder af 21 år.


Passionen for at nå toppen

De sidste 18 måneder har min passion betydet alt. Det er det første jeg tænker på når jeg står op og det sidste inden jeg går i seng. Min ultimative drøm er at bestige verdens 5. Højeste bjerg, Makalu (8.485m). Der er noget specielt ved Makalu, som jeg ikke kan forklare. Det er plakaten over min seng, som hver dag minder mig om, hvad jeg går efter. De sidste 6 måneder har været i gennemsnit 12 timers træning om ugen i REPEAT. Jeg træner tidligt om morgenen og ofte igen om aftenen. Hvis vejret er dårligt, så træner jeg udenfor, for at forberede mig til det der møder mig i bjergene. Jeg former min hverdag efter mine mål og det ligger altid i baghovedet. Alt fra hvad jeg spiser, til hvornår jeg går i seng, handler om at få den bedst mulige træning og restitution dagen efter.



Jeg har forskellige træningsplaner alt efter hvilket bjerg der er målet, men en grundlæggende fysisk form er nøglen til succes i bjergene. Når man kommer op i højden, så falder trykket i luften, hvilket gør det markant hårdere for kroppen at fungere. Kroppen producerer dermed flere røde blodceller for at transportere ilten rundt i kroppen. Min træning er fokuseret på, at forbedre den aerobe kapacitet for at min krop bedre kan bruge den ilt den modtager. Størstedelen af min træning er fokuseret på den aerobe kapacitet; aktivitet ved lavere puls (60-65% af max) over længere tid (1-6 timer) og styrketræning 3-4 gange om ugen. Min kommende tur er lidt over 3 uger, hvorimod min sidste tur var 14 dage, så længden, men i særdeleshed også højden og den tekniske grad afgør, hvor god form som er påkrævet.


Selvrealisering som mål

Det handler ikke for mig om, at nå toppen og komme ned igen. Det handler om, at teste mine fysiske og mentale grænser og finde frem til, hvem jeg er. Det er et ansvar over for alle dem som har kæmpet for, at skabe det grundlag som gør, at jeg kan drømme om at bestige bjerge på den anden side af jorden. Det er noget som ikke kan beskrives med ord, så jeg gør det ved at give alt, hvad jeg har for at vise min taknemmelighed.




For mig personligt vil Mt. Everest (8.848m) med stor sandsynlighed være den største udfordring af ”The Seven Summits”. Jeg er 21 år i dag, så det er svært at sige, hvornår det bliver, men jeg har ingen tvivl om, at hvis jeg bliver ved med at udvikle mig som jeg gør nu, så vil den mulighed en dag opstå. Selvom mine Himalaya eventyr måske er 5-10 år ude i fremtiden, så er min succes afhængig af det jeg gør hver dag.