Scenen

Skrevet af Sebastian Kofoed, 1. March 2018

Det kan godt være, at alle bodybuildere står på scenen med det største tandpastasmil, med deres muskuløse kroppe, indsmurt i sololie og iført en lille tangatrusse. Men det der er gået forud, har ikke været smil og glade dage. Mikkel Frigaard, som er personlig træner i REPEAT, fortæller i indslaget om nogle af de downsides der kan være som fitnessatlet, når man stiller op til et stævne. Han prøvede det nemlig på egen krop i 2017.



Passionen for at stå på scenen

Min passion for at stå på en scene som bodybuilder opstod ret pludseligt, da min ven stillede op til ”Newcomers” i 2016. Jeg har selv trænet siden jeg var 13, med fokus på det æstetiske og min styrke, men det har altid været en interesse og hobby for mig. Jeg har aldrig haft et mål med min træning, på samme niveau som min ven nu havde.


Jeg fik lov til at gå med backstage. Jeg har altid fulgt mange atleter og pludselig stod jeg der bag scenen. Det gik op for mig at et stævne og det at stå på en scene ikke var uden for min rækkevidde, med den fysik jeg havde. Det gav mig for alvor blod på tanden. Jeg tog en hurtig og impulsiv beslutning om at tilmelde mig ogdagen efter min vens stævne, kontaktede jeg ham som så endte med at blive min coach, og så var jeg lige pludselig i gang. Det fangede mig lynhurtigt, at det ikke kun handlede om at træne, men at skulle nå et helt specifikt mål til en bestemt dato, hvilket var atypisk for hvordan jeg tidligere har gjort tingene. Det var ekstremt motiverende at have et specifikt mål at træne efter.


Bagsiden af medaljen

Grundet min research og det at flere i min omgangskreds havde stillet op før mig, gjorde at jeg i forvejen vidste hvor hård processen er. Jeg vidste at både min fysik og psyke ville blive udfordret. Jeg kunne derfor forberede min chef, familie og kæreste på forløbet på forhånd. Der er dog væsentlig forskel på at have hørt og læst om hele processen, til at prøve det på egen krop.


Træning tog al min tid og var altid min førsteprioritet. Det betød at hyggeaftener med venner familiearrangementer og endda en så normal ting som det at spise aftensmad med min kæreste blev nedprioriteret. Det krævede stor tilvænning, at alt man indtog skulle måles og vejes. Min diæt varede kun tre måneder, hvilket er ret kort tid sammenlignet med andre. Men allerede efter seks uger, kunne jeg for alvor mærke konsekvenserne. Jeg er ikke typen der bliver hverken irriteret eller pigesur når jeg er sulten.



Det gik i stedet ud over min hukommelse, særligt i arbejdsmæssig sammenhæng. Min korttidshukommelse var i denne periode så dårlig, at jeg kunne få en arbejdsopgave og så glemme den igen efter fem minutter. Det resulterede i at jeg var nødt til at tage ferie fra mit arbejde, da jeg ikke var i stand til at passe mit job.


I perioden op til konkurrencen, havde jeg ikke et liv. Jeg trænede og spiste det der nu stod på min kostplan, og det var mere eller mindre det. Jeg så mig selv blind på mine fremskridt, hvilket jeg tror er meget normalt når det er så ekstremt. Jeg måtte derfor bare lytte til min coach og stole på, at jeg forbedrede mig. Det hårdeste for mig, var at jeg var tvunget til at være så egoistisk og sætte mine nærmeste i anden række. Heldigvis er jeg omgivet af nogle fantastiske mennesker, som støttede mig gennem det hele.


Da jeg stod på scenen var det med utrolig mange følelser. Glæde, succes, stolthed, tomhed og forvirring er nok det der kommer tættest på at kunne beskrive det.


Efter konkurrencen

Det var en stor udfordring at gå fra at være på en ekstrem stram diæt hvor man vejer alt og træning er hele ens liv, til pludselig at fylde sig med junk og være fri. Der er flere atleter der i denne periode får problemer med spiseforstyrrelser og depression. Jeg var heldigvis god til at falde tilbage i min vante livsstil med arbejde og en normal hverdag. Det gik op for mig, at træning ikke er det værd, når man lukker hele sin verden ude. Jeg følte derfor, at jeg havde nogle ting jeg skulle gøre op for. Jeg flyttede mit fokus til at vise mit værd på mit arbejde og værdsætte min kæreste og omgangskreds og alt det jeg ellers havde forsømt.


I dag er passionen for træning stadig en stor del af min hverdag. Jeg har bare valgt at flytte fokus til den form for træning jeg har lyst til og som motiverer mig frem for det jeg bør lave for at opnå et ideelt fysisk udtryk.



I dag kan jeg bruge mine erfaringer fra stævnet når jeg skal træne klienter. Jeg ved hvordan kroppen reagerer ved lavt kalorieindtag og jeg ved hvordan man træner for at opnå et æstetisk resultat. I dag har jeg flyttet mit træningsfokus til at handle om de tre store løft; squat, dødløft og bænkpres, da det er det jeg elsker.